Polterabend d. 26. april 2003

Jacobs:

Jacob blev hentet klokken halv nu lørdag morgen. Han var meget overrasket. Han blev iført en grim orange paryk, en malerdragt med skrift og endelig fik han smukke røde kinder.

Dernæst fik han bind for øjnene og kørt en tur rundt, så han ikke vidste hvor han var. De endte tilbage i lejligheden, hvor der i mellemtiden var blevet dækket op til hurtig morgenmad, da de snart skulle videre. Inden de gik, fik han dog det grimme tøj af!

De skulle nu i Planetariet, hvor han først blev ført rundt på diverse trapper med bind for øjnene. Han troede nærmest, at han rendte rundt på et loft. Det var dog bagsiden af den store skærm i Planetariet. Derefter var han midt i en stor højttaler på 7000 watt, hvor de spille Safri Duo for fuld hammer. Det rungede godt i maven. Han havde dog høretelefoner på for at skåne ørerne. Endelig spillede de play-station på den store skærm.

Efter Planetariet tog de ud til Park for at bowle.

Derfra videre til Svanemølle-hallen hvor der skulle spilles badminton. Jacob skulle spille med en strandtennisketcher, og de andre med en almindelig. De fik alligevel kamp til stregen. På et tidspunkt spillede de 3 mod en!

Efter badminton spiste de frokost, som var medbragt mad.

Så var det tid til en kop kaffe på Amokka. Her så de bl.a. en hestevogn komme kørende.

Efter kaffen kørte de til Østerbro Danseskole, hvor de ventede på, at pigerne dukkede op. Det var dog først, da Jacob hørte pigerne komme, at han forstod hvad der skulle ske. Vi skulle lære brudevalsen. Det var dog ikke kun os, der kom på dansegulvet, det fik vi nemlig lov til alle sammen, hvad der overraskede de fleste. Efter valsen lærte vi en gang squaredans, og alle fik varmen, men havde det også vældig morsomt.

Da dansen var færdig, overraskede de Jacob med, at nu skulle de hjem til hans storebror for at se en båndet ishockeykamp mellem Danmark og USA i A-VM. Det vakte jubel, for han ville meget gerne se den kamp. De sad så og så den, mens andre gik og lavede middag til.

Resten af aftenen foregik der indtil midnat hvor de fik ham hjem i en taxa.

May Britts:

Jeg havde en aftale med svigermor inde i byen, hvor vi skulle se på blomster. Svigermor dukkede bare aldrig op - det gjorde i stedet 5 piger. Søsteren ville støde til senere på grund af arbejde. God overraskelse og en meget glad pige!!

Først skulle jeg op til en kosmetolog, hvor jeg fik en let ansigstrensning med peeling og maske, og bagefter fik jeg lagt en flot og dog diskret make-up.

Herefter blev jeg hentet af to piger, og vi gik op til Pernille, hvor de andre piger ventede med frokost. De havde bl.a. lavet pølsesalat, som er en af mine favoritter. Opskriften havde de fået af min mor gennem min søster...... Her fik jeg en gave. Jeg skulle vælge i en pose, lukke øjnene når jeg åbnede den og gætte, hvem det var fra. Første gave var en pose morgenbrød fra Carina.

Efter frokosten gik vi ned til Amaliehaven, hvor der holdt en hestevogn. Den skulle vi med. Vi kørte så rundt og skulle hente min søster ved Nørreport med en omvej forbi Østerport - det var her drengene så os ved Amokka.... Vi fik champagne på turen. Jeg fik her to gaver mere. To små babysokker fra Pernille, og et kassettebånd fra min søster hvorpå der var optagelser fra jeg selv var baby og lille pige.

Så fik jeg bind for øjnene og blev ført fra hestevognen og til danseskolen, men det vidste jeg jo ikke, før jeg hørte Jacob sige noget inde bag ved....

Efter dansen tog vi bussen ind til byen og gik på café, hvor vi fik noget at drikke. Her fik jeg flere gaver. En cd-rom fra Jacobs søster med billeder af os, som de havde taget med deres kamera i de seneste par år. Her fik jeg også stillet en del spørgsmål om Jacob, som han tidligere havde svaret på. Jeg havde bestemt ikke alle rigtige, men kunne dog alligevel en del.....

Dernæst gik vi på restaurant og fik thaimad. Det var en enkelt indrettet restaurant, men maden var lækker. Her fik jeg en lille grønsagskasse fra Mette.

Efter maden gik turen til Comedy Zoo, hvor der var stand-up på programmet. Hele 3 af slagsen samt en vært. Det var meget sjovt, og her fik jeg den sidste gave, nemlig biografbilletter fra Lene.

Efter turen kørte vi hver især hjem, og jeg var hjemme ved titiden, hvilket var helt perfekt for en gravid kvinde!!!

Det havde været en perfekt polterabend lige i min ånd, og jeg nyd det utroligt meget.

Tak piger - I lavede en formidabel dag for mig.

Sidst opdateret 21-07-04